En gammel dame med sjæl og charme
Ejendommens samlede areal udgør 604 kvm inkl. 50 kvm kælder og hver eneste kvm er gennemført ned til mindste detalje – bl.a. kan nævnes ubeskriveligt smukke og originale stuklofter, flotte fyldningsdøre, almuegerichter, høje dekorative paneler m.v. Der hører 21 P-pladser til ejendommen.
Facaden mod øst vender ud til den hyggelig og “Krøniken”-kendte Østergade og mod vest grænser ejendommen op til en stor parkeringsplads.
Plesnerhus er siden 2004 blevet gennemrestaureret og moderniseret med størst mulig hensyntagen til ejendommens oprindelige udseende og med stor respekt for den smukke arkitektur såvel ud- som indvendigt.
Ejendommen er i øvrigt beliggende helt centralt i Ringkøbing med kun få hundrede meter til Havnen, Fjorden, Gågaden og Torvet m.v. Ringkøbing er blandt de ældste og bedst bevarede købstæder i Danmark og byen oser af charme – bl.a. med de gamle velbevarede huse, de brostensbelagte gader, livet på torvet samt aktiviteten ved havnen og på fjorden
1913
Opførelsesår
604
Kvadratmeter
2
Bevaringsværdi
21
Parkeringspladser
Historien bag
Den markante rødstensbygning blev oprindeligt bygget af Ringkjøbing og Omegns Spare- og Laanekasse i 1913, men banken havde faktisk haft kontor på adressen mange år tidligere, idet den oprindelige bygning ejedes af J.P. Harpøth, der var direktør i Ringkjøbing Bank – samtidigt med at han var bogholder i Sparekassen!
Der var fælles indgang fra gaden, men skulle man i Banken, gik man til venstre i forstuen, og skulle man i Sparekassen, gik man til højre.
I 1911 købte sparekassen hele ejendommen, der var opført i 1790 som Søren Harpøths købmandsgård, og nedrev den sydlige del, hvor Plesners bygning nu blev opført. Den nordlige del blev bevaret, og er stadig et smukt eksempel på de ældste, grundmurede huse i byen.
Ulrik Plesners nyfortolkning af den vestjyske byggeskik har givet Ringkøbing en usædvanlig homogen bykerne, og et af de bedste eksempler på hans lokale inspiration er netop Ringkjøbing og Omegns Spare- og Laanekasse i Østergade.


Østergade er forholdsvis smal lave med huse i en eller to etager, og Plesners bygning sprænger, ved nærmere eftersyn, alle rammer. Men sådan oplever man den ikke i gadebilledet, for arkitektonisk er bygningen under fuld kontrol og viser, hvordan arkitekten beherskede sine virkemidler.
Underetagen er tegnet i en massiv nybarok, der gav sparekassen den nødvendige pondus som et solidt pengeinstitut, og viderefører gadens facaderække, men samtidigt er overetagen trukket tilbage i begge sider, så kun midterdelen markerer sig i facadelinjen, og det giver så meget luft, at den massive bygning ikke virker dominerende i gaden.
Plesner gør så det greb, at han udfører overetagerne som en nyfortolket kopi af det fremspringende gavlparti på Harpøths Gård, og derved opstår der en på samme tid simpel men raffineret arkitektonisk samhørrighed med det 120 år ældre hus og Ringkøbings byggeskik i øvrigt.

Find os i hjertet af Ringkøbing
📍 Østergade 9, 6950 Ringkøbing
🅿️ Gratis parkering
Kontakt os allerede i dag
📞 (+45) 31 64 04 00
✉️ henrik@oebrink.com
Følg med
© Plesnerhus 2025 · HBHA HOLDING ApS · CVR-nr.: 33503806 · Privatlivspolitik
